AVprodukterEn fryd for sanserne  

 ANSIGTSBEHANDLING   2. november 2011 En signatur-ansigtsbehandling på Beauty Avenue har udvidet min sansehorisont på rigtig mange områder.

 

Oplevet af Mette Thelin


Jeg var forberedt på lidt af hvert, da der i beskrivelsen af Signature Facial hos Beauty Avenue stod "...top til tå-behandling", men jeg blev alligevel glædelig overrasket, da behandlingen begyndte med en fodscrub. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang, lad mig tage den forfra.

Ved ankomsten bliver man budt velkommen i de smukke lokaler og vist ind i et omklædningsrum, hvor en lækker hvid frottébadekåbe hænger klar. Dine egendele kan du lægge i en rummelig kurv og tage med dig ind i en Relaxation Lounge. Her er der bløde chaiselonger med mulighed for at nyde te, vand og frisk frugt. Stemningen er eksotisk, personlig og fredfyldt.
 

Jeg lægger mig på en enkeltmands chaiselong, men observerer, at der er mulighed for gruppehygge, hvis man er flere personer i et selskab.


AVlounge

 

Jeg får et skema udleveret, hvor jeg skal oplyse mine behov og beskrive min hud. Aveda tager udgangspunkt i fem elementer: Uendelighed, luft, ild, vand og jord. Jeg bliver lidt forvirret over spørgeskemaet – dels over hvordan det skal udfyldes og dels over de farvede piktogrammer, som skal definere mine elementer. Så jeg nyder bare min te og slapper af i de tyste omgivelser. Og ganske rigtigt er hjælpen på vej i form af min behandler Lyane, som ikke har nogen problemer med at finde rundt i mine ubehjælpsomme kruseduller på skemaet.

Jeg er tilsyneladende en luft-person;-)  Dejligt at høre og Lyane følger mig ind i selve behandlingsrummet. Der er halvmørkt, og intet distraherer hverken øjne eller øren. 
 

Jeg bliver anvist en stol og mine fødder sat i en balje. Dette er tjek ind-skranken til en sanserejse, som jeg sent vil glemme. Jeg bliver bedt om at lukke øjnene og lugte til tre mulige behandlingsdufte: Rose, lavendel eller kanel. Med lukkede øjne, kan jeg kun reagere umiddelbart, og lavendel-duften "taler" mest til mig – så lavendel it is.

Lyane sidder på gulvet og gnider mine fødder ind i havsalt (tilsat lavendelolie, selvfølgelig) derefter afvaskning med temperet vand, og det føles mere end beroligende.
 

Derefter lægger jeg mig op på en briks – nej, det klinger forkert – himmelseng beskriver bedre det bløde leje med dyne, der omslutter min krop. Lad mig lige indskyde, at der ikke er nogen krav til nøgenhed eller det modsatte, dog vil bh-stropper komme i vejen for behandlingen.


AVbehandlingsrum


Først bliver mit ansigt forsigtigt renset, øjnene får deres egen tur, og dernæst får jeg en slags exfolierende maske, som Lyane fjerner med masserende bevægelser for at fjerne døde hudceller. Og så er der vidunderlig damp og varme fugtige håndklæder involveret. Og ansigtsmassage, serum og alt muligt andet lækkert...! Jeg var alt for langt ude i nydelses-galaxerne til, at jeg kan beskrive behandlingen nøgternt og præcist. Sorry, men det skal simpelthen opleves.

Jeg husker dog tydeligt en afsluttende afstressende zoneterapi og en hånd- og hovedbundsmassage: Det var livgivende, opfriskende og rakte langt ud over, hvad man normalt forbinder med en ansigtsbehandling.

Det tog lidt over en time at skrælle fem år af min alder, men det føltes kun som 10 minutter. Signature Facial-behandlingen inkluderer ingen pauser og absolut ingen "nu får det lige lov at virke" - forhalinger, hvor man ligger overladt til sig selv. Det er mig stadig en gåde, hvordan effektivitet kan føles så afstressende;-)

 

Tips og råd:

Kom ca. 20 minutter før din aftalte tid for at slappe- og stresse af.

Brug behandlingen som en forkælelse på en fridag eller efter arbejdstid, så du efterfølgende kan svæve rundt på skyerne i fred og ro.

Dit hår bliver olieret af hovedbundsmassagen, så medbring en hår-elastik eller en hue - hvis du altså ikke efterfølgende har bestilt tid i hårsalonen .

Lad være med at gå hjem i bad - de dejlige olier skal have lov at lejre sig i fødder, hænder og ansigt.

Fakta:

Beauty Avenue
Forhåbningholms Allé 3
1904 Frederiksberg
Tel.: 33 36 20 90

www.beautyavenue.dk

 

AddThis Social Bookmark Button
 

SJÆL