En anden slags spa
SPA & VELVÆRE 11. oktober 2011 Rudolph Care har udviklet en ansigtsbehandling, der sætter sig dybt i kroppen.
Af Kitt Andersen
I løbet af sommeren prøvede jeg Rudolf Cares nye ansigtsbehandling. Og den var på alle måder en anderledes oplevelse i forhold til dem, jeg har prøvet før.
I sammenhængen ansigtsbehandlinger og spa er jeg et utaknemmeligt skarn. Enten blusser ansigtet pga. nye produkter eller også bliver jeg utålmodig. Ikke på den irritable måde, men på "nå-men-jeg-skal-også-videre" måden. Hvilket selvfølgelig siger alt om, at jeg i virkeligheden har brug for at slappe af på briksen. Men så langt er hjernen ikke altid med.
Men denne ansigtsbehandling var takket være Line Friis Salling, der har været med til at udvikle den sammen med Andrea Rudolph, en oplevelse i særklasse. Jeg behøvede ikke at overtale hjerne til at gå på stand by – det skete af sig selv.

Og det skete fordi, behandlingen er en kombination af en klassisk ansigtsbehandling, zoneterapi, kraniosakralterapi og bindevævsmassage, der også omhandler massage af fødder og arme. Især massagen af hovedbunden var meget, meget afslappende. Jeg faldt ikke i søvn, men jeg gav slip.
Nede i skulderhøjde ramte hun nogle meget ømme punkter, der for hende indikerede, at jeg var i søvnunderskud. Men er vi alle ikke det i mere eller mindre grad? Det er dog et af mine ømme punkter som B-menneske, der skal opføre sig som et A-menneske og samtidig sover meget let (læs: vågner ved den mindste lyd).
Hvis det ellers giver mening, så føltes de 90 minutter som om, der både var gået kort og lang tid. Kort fordi jeg havde lyst til at blive liggende. Lang fordi jeg var fuldstændig groogy, da jeg rejste mig fra briksen. Jeg var desuden meget glad for, at jeg kunne holde fri resten af dagen.
Udover ansigtsbehandlingen er der også i samarbejde med en fysioterapeut og en jordmoder udviklet en Mama Care behandling for gravide. Begge behandlinger koster 995 kr. Se behandlingssteder på rudolphcare.dk
|