Betty Blue og østers 

Af Kitt Andersen

Nogle gange bliver man overvældet på en måde, der rækker langt ud over det, man ser. Et billede sætter tusind følelser i gang, der slet ikke hænger sammen med det flade lærred eller en særlig udsigt. Og det sker især, når man er helt uforberedt og har alle paraderne nede.

Men vi startede et helt andet sted. Vi havde været på Narbonne stranden, og var hjemmefra blevet forsynet med adressen på et særligt sted med friske østers, lidt rejer og nogle hummere – og ikke andet. Jo, lidt vin og vand, men ikke nogle børnevenlige menuer. Til gengæld kan du medbringe lige, hvad du har lyst til af drikkevarer og anden mad.

Køreturen er ikke lang fra Narbonne stranden til Gruissan, hvor stedet ligger. Og det er heller ikke svært at finde. Når du på et tidspunkt tror, at du er kørt forkert, så bare fortsæt. Det skal nok dukke op. Helt ude på spidsen af en lille landtange.

På vejen derud dukkede et særligt landskab op. En masse strandhuse og alle på pæle. Nogle slidte og brugte, andre renoveret med større eller mindre held. Det var midt i højsæsonen, men der virkede øde – hvilket jeg ikke tror der var. Husene og området var i sig selv fascinerende, men dybt nede i lageret af minder satte det noget i gang.

Vi fortsatte ud til restauranten og fik de dejligste østers, og du har mulighed for selv udvælge dem, du vil slubre i dig. Et skønt, rustikt sted, som er køreturen værd – ikke mindst for turen derud, men især for de fremragende skaldyr og stedet i sig selv.

På vejen tilbage kørte vi forbi pælehusene igen. Området hedder Plage des Pilotis, og de første huse blev bygget som sommerhuse af indbyggere fra Narbonne i 1850erne. Pælene var for at undgå oversvømmelse fra havet. De huse er dog for længst blæst væk under en kraftig storm i 1899. De nuværende huse er fra starten af 1900-tallet. Der er omkring 1.200 tilbage, og oprindeligt havde de hverken vand eller elektricitet.

Og det var her Betty Blue og Zorg boede i 1986. Og det var lige præcis den dystre sindsstemning af både kærlighed og dyb desperation, der ramte mig, mens husene gled forbi bilruderne. Hvorfor?

Jeg var ikke topfan af filmen. Jo, gribende kærlighedsscener, det stemningsmættede landskab, men også et vanvid det for de færreste er muligt at relatere sig til. Men den var et stort hit i firserne med sit gennemæstetiske billedsprog og Béatrice Dalle's fyldige læber.

Men tiden dér midt i 80erne var en kaotisk periode i mit liv, og på forunderlig vis var den tilsyneladende smeltet sammen med billedsiden af Betty Blue. Under normale omstændigheder ville jeg have grebet kameraet, der lå i tasken ved mine fødder og råbt: Stop bilen. Det gjorde jeg ikke. Noget afholdt mig – måske den knugende stemning, der langsomt flød rundt i kroppen. Måske. Fakta er, at jeg ikke fik taget så meget som et enkelt dårligt skud, og ærgrer jeg mig over det?

Foto fra filmen

Nedenfor kan du se adressen på østersstedet. Husk at du kan medbringe egne drikkevarer, brød og mad til børnene.

{flike}