|
Molivos – et voksentrip værd REJSER 8. april 2011 I Forkæl jer selv med at leje den smukkeste udsigt i Grækenland.
Af Mette Thelin
Det er nu charterselskaberne for alvor åbner for sommersalget til Grækenland. Og måske har I jeres faste favoritøer, som I besøger år efter år fordi det er trygt og godt. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale en vidunderlig by på en vidunderlig ø: Molivos på Lesbos (i chartersprog og på nygræsk Mytilini).
Byen er bygget på et bjerg med udsigt over en enorm bugt, strand og en lille havn, og på klare dage kan man skimte Tyrkiet i horisonten. Men alt dette er sekundært. Molivos er ganske enkelt en ufattelig charmerende, autentisk by, hvor turismen er begrænset – mest på grund af mangel på swimmingpools og småbørnsvenlige faciliter, men også fordi der ikke lefles for turister i en kvalmende grad som på f.eks. Rhodos og Kreta. Molivos er med andre ord mest et voksensted. Og lad det være sagt med det samme: Gå-tøjet skal være i orden. Dårlige knæ og slidte hofter vil ikke trives i denne (omend) smukke by.
ET SKØNT STED AT BO Jeg fandt ved et tilfælde et link på nettet: http://www.lesvosaccommodation.com og kontaktede ejeren af et stort hus med en fantastisk udsigt. Det viste sig at ejeren var fra Australien, og vi fik straks en god dialog via email. Som det fremgår af linket ovenfor ejer Melinda og hendes mand flere huse og lejligheder i og omkring Molivos – men vi valgte luksusudgaven: Captain's View.
Og det fortrød vi ikke ét sekund. Vi endte med en pris på ca. 150 € for to personer pr. nat (i alt ca. 7.800 kr. for en uge) inkl. rengøring og afregning af el osv.) Vi fløj til Lesbos med Thomas Cook for ca. 4.000 kr. pr.person, så selve ferien stod os i ca. 7.600 kr. hver. OBS: Man kan sagtens sove flere i huset og derved få boligudgifterne ned.
Men nu skal det jo ikke kun handle om penge. Da vi sent om natten ankom til Molivos, blev vi mødt af Melindas assistent ved det lokale bageri få skridt fra huset. Vi besteg den smalle trappegade og hun låste døren op i en anonym husmur og viste os ind i noget, jeg allerbedst kan beskrive som "home sweet home". Terrassen viste sig at være ca. 10 gange større end på billedet (som vi havde savlet over i månedsvis), og udsigten var ubeskrivelig. Selv i mørke: stjerneskud, tyrkisk måne, fiskerbåde med små lanterner på vej i havn. Det var næsten naturstridigt at bevæge sig ned i soveværelset og falde i søvn.
Det er svært at sætte den første morgens indtryk i system: Var det appelsintræet udenfor vinduet? Var det fuglesangen, eller var det følelsen af at befinde sig på toppen af verden, når man slog terrassedøren op..? Det spiller ingen rolle, for det hele gik op i en højere enhed. Vi havde ingen problemer med at navigere tilbage til byens bageri, og lige til venstre lå et miniature-supermarked, hvor vi handlede ind med arme og ben. DE TRE FIKSPUNKTER (byen, stranden og havnen) I RÆKKEFØLGE
Dette var min tredie tur til Molivos, så jeg var tourguide rundt i den labyrintiske bjergby, hvor selv jeg for vild flere gange;-) Midt i byen ligger et gammelt kloster, oppe på toppen ligger en enorm borgruin og nederst ligger stranden og havnen. Med disse tre pejlemærker burde det ikke kunne gå galt. Og dog er nogle af de små trappegader så ens, at man tvivler på sit eget deja vue. Der bor og lever folk i hvert eneste hus – ingen kontorer el. andet erhvervspjat – de passer deres smukke potteplanter, laver mad konstant og passer deres børn. Alle gader oppe i byen er gågader, og nogle er dækket af et tæt lag løv, så man bevæger sig i velsignet skygge midt på dagen hvor solen står højt.
Lad det være sagt med det samme: Stranden i Molivos er ikke Bountyland. Det er til gengæld en lille lokal fest at smide sig på en strandstol to meter fra restauranten, hvor du lige har spist frokost. Langs hele stranden ligger det ene spisested efter det anden med hver deres lille trappe ned til en mere eller mindre stribe stenstrand. Stemningen er afslappet, og ingen forventer at du er dresset op i det stiveste puds. Læg dit badelagen på den (lejede for 2,5€) strandstol, spis frokost og slap af. Da vores skønne hus lå ca. 20 minutters bjergbestigning fra stranden, pakkede vi vores strand-gear fornuftigt, og tilbragte det meste af dagen nede i vandskorpen. På opstigningen ved 18-19-tiden valgte vi hver dag et nyt "pit stop", hvor vi dejsede om i skyggen og nød en forfriskning. Det blev en slags Pub-Crawling på den sursøde måde: Vi var syltet ind i sand og saltvand og drak dejlig kølig ouzo med peanuts til, men vi fik delt opturen i to, hvilket varmt kan anbefales;-)
Havnen i Molivos har sin helt egen rytme og charme. Her arbejder mændene, hvis koner passer børn og potteplanter. Om dagen er stemningen afslappet, da de fleste fiskerbåde er på havet; caféer og restauranter er nede i gear og du bliver forkælet, hvis du vælger en havnefrokost. Om aftenen, derimod, summer havnen af liv og travlhed. Her kæmper de lokale og turisterne om de bedste borde, tjenerens opmærksomhed, de friskeste blæksprutter osv. Vil du have frisk fisk til middag er havnen stedet at spise. Man skal ikke undervurdere Molivos' hype – i løbet af vores uge, lagde to enorme lystyachter til i havnen (m. bodygards, afspærringer og hele molevitten;-) Hov...stammer ordet "molevitten" i virkeligheden fra grundstammen i "Molivos"..? Ikke utænkeligt, hvis man tænker på mulighederne i denne dejlige by.
Mere info om Molivos:http://www.molivos.net/
|
Relaterede artikler
SJÆL
- DUFTE – Uhmm lækre parfumer
- SPA & VELVÆRE – Forkælelse på briksen
- REJSER – Drømme & tips













