Moderne dekadence i Marais

Af Kitt Andersen

Når turen går til Paris, står man altid overfor et klassisk valg. Hvor skal kroppen hvile og oplevelserne fordøjes efter dagens strabadser i de parisiske gader og de uendelige vandreture i metrogangene under jordens overflade.

Skal det være højre eller venstre bred? Skal det være studentermiljøet med et skvæt intellektuel cafestemning omkring Rue Mouffetard og Sorbonne eller hip incrowd med små designbutikker i Marais kvarteret, der folder sig ud som en landsby i storbyen med gamle huse, smalle gader, et meget aktivt bøssemiljø og et jødisk kvarter.

Marais er oprindelig en sump. I starten af det første årtusinde blev dræning af området sat i værk, og i 1300-tallet blev det forvandlet til royalt område, da Kong Charles V flyttede sit hof hertil. Aristokratiet fulgte med, og i starten af 1600-tallet byggede Henry IV Place Royale, som er Paris' ældste plads og i dag bedre kendt som La Place des Vosges.

I de adelige kredse var korsettet ikke snøret så stramt, at det ikke kunne løsnes igen, og med fritagelse fra at betale skat var det ikke mådehold og askese, der kendetegende perioden i hjertet af Marais. Det var nydelse før ydelse, indtil Solkongen Ludvig 14. flyttede hele hoffet og den lusuriøse livsførelse til Versailles i 1682.

Herefter gik glansen af Marais, som den også gjorde af hoffet, da den Franske Revolution 100 år senere i 1789 krævede frihed, lighed og broderskab. Men det dekadente islæt har overlevet i den fugtige muld og kan genfindes i Marais i en ganske anden og mere moderat udgave, der hverken er elitær eller overdreven ekstravagant, men sanselig og opnåelig.

Et af kvarterets trendy designhoteller, der ikke er et fund for pengene, men dog overkommeligt i pris, er en moderne opdatering af fransk boudoir stemning anno 1700-tallet. For Hotel Murano Resort, der tilhører den ny generation af luksushoteller, handler det ikke kun om at have Philip Starck designede vaskekummer på de æstetiske og minimalistiske badeværelser og interessante tapeter på væggene.

Ikke alene har de bevæget sig væk fra den klassiske lobby med marmorgulv, krystallysekroner og polstrede lænestole, som mange af dem tager sig ud i den gyldne trekant ved Champs-Elysées og Place de la Concorde, de ligger heller ikke længere midt i de traditionelle turistområder, men i yderkanten eller helt derude, hvor der før kun fandtes luderhoteller og som maksimum tostjernede overnatningssteder for folk på gennemrejse. F.eks. på Pigalle og ved Gare Saint-Lazare i 11. arondissement eller i 18., hvor indvandrerbutikkerne ligger tæt, og der stadig er noget der hedder en arbejderklasse.

At booke sig ind på Murano Urban Resort på Boulevard du Temple i udkanten af det gamle, men også meget trendy Marais-kvarter bekræfter hurtigt, at begrebet luksus i den parisiske hotelbranche er blevet udvidet og har skiftet spor.

Facaden på Hotel Murano Urban Resort er kridhvid og diskret. Det ligger ud til den trafikerede Boulevard du Temple, hvilket man hurtigt glemmer, når glasskydedørene ind til lobbyen har lukket støjen ude. Klokken tre om eftermiddagen er det helt store tjek-ind i gang. Inde til højre foran den lille reception står en sofa badet i pink lys. Bag skrivebordet og de to computere er fem mennesker i gang med at tjekke reservationer og kopiere pas.

I den procedure plejer der normalt at følge nøgler eller adganskort med. Men hey, det her er et chickt og anderledes hotel, hvor den slags oldfashioned hjælpemidler ikke er en del af tjeklisten. Her bruges der ganske andre metoder.

En af receptionisterne følger os hen til elevatoren, og da elevatordøren åbner sig, stirrer vi ind i et mørkt hul, og tanken strejfer en, at det dog er spøjst, at der skal tændes for lyset i elevatoren. Hvilket der selvfølgelig ikke skal. Da elevatordøren igen er lukket, og øjnene har vænnet sig til den meget sparsomme belysning - at kalde den dæmpet er direkte misvisende - viser det sig, at den er beklædt med noget, der minder om et rødt, kraftigt gulvtæppe overstrøet med små glimtende perler. At de overhovedet kaster lys fra sig skyldes nogle miniaturepærer, der sidder i loftet.

Lettere forbløffede følger vi efter receptionisten ud af elevatoren til en korridor, der om muligt er endnu mere dunkelt belyst. Almindelige, gængse regler for hoteldrift - såsom at man kan se, hvor man sætter sine fødder, og om der er forhindringer forude - er sat ud af drift her i udkanten af Marais.

For at få vished for, om man nu også har valgt det rette rum at forsøge at komme ind i, er man nødt til at bukke sig ned i hoftehøjde for at skimte tallene i den prægede metalplade eller benytte sig at blindskriftmetoden og lade fingrene føle sig frem. Meget subtilt. På den anden side, så bruger man sit eget fingeraftryk til at åbne døren med, så risikoen for at gatecrashe et fremmed værelse er ikke-eksisterende.

Til gengæld er det heller ikke særligt nemt at komme ind på sit eget. Hvis man ikke får lagt fingeren helt nøjagtig på samme måde, som da aftrykket blev registreret, så er der en lille rød lampe, der blinker hysterisk.

Nu kunne man godt blive lettere irriteret over at skulle rage rundt i et lummert lilla mørke, der får tapetet i gangen til at ligne en tykt polstret lædersofa. På den anden side er der noget meget trygt ved hele den her hulestemning, hvis man ellers formår at undertrykke forbeholdene og overgive sig til konceptet, der får intimiteten og roen til at forplante sig i kroppen.

Inde på værelset fortsætter manipulationen af sanserne, hvor et ultralanghåret tæppe strækker sig fra væg til væg. Du kan også designe dit helt eget lysshow fra porno pink over gul og grøn til lilla. Og så er stemningen ligesom slået an. Den følges op på badeværelset, hvor der blandt diverse små pakker og tilbehør, der ikke er inkluderet i prisen, ligger et par pink plasticbriller med væske i, der tilsyneladende er til at sove med ... Nej, selvfølgelig er de ikke det. Med overskriften 'No rest for the Wicked' viser de sig at være en 'sensual eye mask for lovers'.

Et sted som Murano Resort spiller på en blanding af følelser og æstetik fremfor det rendyrkede udtryk af overklasse og cool cash, som i højere grad dyrkes af de klassiske luksushoteller. Den afslappede tilgang viser sig også i hotellets beskrivelse af sig selv som et 'urban resort'.

Et resort er i rejseterminologien forbundet med små lækre hytter på en hvid sandstrand eller luksuriøse hoteller med friske blomster og frugt på værelserne, egen teak-liggestol ved poolkanten og ikke mindst en beliggenhed midt i den uspolerede natur langt fra larmende trafik. Og det er også det, Hotel Murano Resort skal være. En oase i storbyen, der putter sig rundt om en, når dørene glider i bag ens ryg i hotellets foyer.

"En del af Muranos setup går ud på at få gæsterne til at føle sig så meget hjemme, at de ikke behøver eller har lyst til at forlade hotellet. Det er også grunden til den dunkle belysning, der skal være med til at skabe en hjemlig atmosfære, men også være en kontrast til de meget lyse værelser, hvor både vægge og gulvtæpper er hvide," fortæller Patricia van den Reysen fra hotellet.

Af samme grund serveres der af hensyn til det overvejende kreative klientel, der har for vane at lade dagen fortsætte langt ind i natten, mad døgnet rundt og morgenmad indtil kl. 12, og derfor er værelserne først ledige efter kl. 15 om eftermiddagen.

Og således installeret et stykke væk fra de mest befærdede turiststrøg og alligevel tæt på attraktionerne i et toptrendy hotel med sans for moderne dekadence a la lummer belysning og forglemmelse i storbyen er grunden lagt til et par dage i et kvarter, der sagtens kan matche det franske hofs tidligere udsvævelser.

Adressen: Murano Urban Resort

13, Rue du Temple

75003 Paris

muranoresort.com

Artiklen har første gang været bragt i Rejseliv, Berlingske Tidende i 2009 

.