DoveNyBlød & moderne  

_MÆND_ 21. feb 2011 Dove har fundet ud af, at mænd er godt tilfredse med sig selv. Men hvad siger kvinderne?


Dove3

 

Dove går benhårdt efter den naturlige skønhed. Og det i sig selv er da et sympatisk projekt, selv om det ikke just sker ud fra næstekærlige hensyn og omsorg for alle os, der ikke ligner fotomodeller. Forskellen fra luksusmærkernes drømmekampagner er bare, at her skal du ikke betale så meget for den historie, du køber, og risikoen for at du føler dig snydt er knap så stor.

 

Af en eller anden grund er de mænd, Dove har valgt til deres kampagne, knap så almindelige og velpolstrede som de "almindelige" kvinder. På de billeder, vi foreløbig har set, er det ganske nydelige mænd under bruseren med en spændstig overkrop. Ikke så meget gennemsnit der.

 

Til gengæld har Dove fået lavet en undersøgelse, hvor mænd i alderen 35-55 har svaret på spørgsmål om, hvordan de har det med sig selv. Og de har det tilsyneladende godt. 93 pct. føler sig i hvert fald godt tilpas med sig selv. To faktorer der hjælper på velværet er børn og et fast forhold.

 

Ikke overraskende føler 73 pct. sig stereotypt skildret i reklamer. Modellerne er enten for atletiske, flotte eller trendy. Til gengæld mener hele 72 pct., at tanken om ikke at kunne lave mad til familien er ubehagelig, og de har heller ikke noget imod at tabe til kærsten i sport – siger de :-)

 

I det hele taget tegner der sig et billede af en meget moderne og ansvarlig mand med såkaldt bløde værdier, hvilket jo er en tåbelig betegnelse.

 

I undersøgelsen blev også kvinderne spurgt om, hvad de bliver tiltrukket af ved mænd. Og det er ikke som mændene tror en tyk tegnebog og status, men humor, intellekt, charme og empati. De lægger også mere vægt på, at mændene ser godt ud i forhold til, hvad mændene selv tror.

 

Dove har også fået film- og stuntmand Lasse Spang Olsen til at kommentere på det at blive ældre:

 

”Jeg har altid betragtet mig selv som en "dreng" og set på de "voksne" udefra, som noget jeg ikke rigtig selv var en del af. Det er først i de senere år, det er gået op for mig – med vigende hårgrænse og slidgigt i knæene, at jeg nok ér en del af den klub, "de voksnes". Da dét gik op for mig, blev jeg underligt nok virkelig glad (...) Nu kan man brokke sig i bussen, og folk hører efter, og man kan sige ting, som folk lytter til, selvom det er nøjagtig lige så dumt, som da man var yngre”.

 

Og – for lige at samle op – så er al den info blot indpakningen til, at mændene nu også kan købe en Dove deo og vaske sig i Dove showergel til den beskedne pris af henholdsvis 39,95 kr. og 26,95 kr.


AddThis Social Bookmark Button