EllenaworkshopEkstrem udsigt 

 INSIDER INFO  12. nov 2011 Hvordan er udsigten fra dit arbejdsbord? En af verdens bedste parfumører kigger på både himlen, bjerge, havet og den sydfranske kyst. 

 

Af Kitt Andersen

 

Dampen stiger op fra træerne foran os ned mod Cannes. Der er en friskhed i luften, og varmen er tør, selv om et tordenvejr lige har raset hen over Provence.


Vi bliver budt velkommen med friskpresset saftshots i små glas lavet af is foran det rustikke arkitetktegnede hus. Vi venter på de sidste af de 15 journalister fra hele verden, der er inviteret til at møde en af verden bedste parfumører, før vi kommer om på terrassen på den anden side af huset, der ligger på frodig bjergskråning med udsigt ned over den franske riviera, og hvor der er lagt champagne på køl.


Med sådanne omgivelser ville man typisk befinde sig på et femstjernet luksushotel, men bag terrassen med den næsten ubeskrivelige udsigt befinder sig et arbejdsværelse og et laboratorium, der tilhører en af verdens mest feterede parfumører.

 

EllenaView
Billedet yder slet ikke udsigten retfærdighed. Vi kunne se vandet og ikke mindst fuldmånen, der spejlede sig i det, da mørket faldt på.

 

Det er Jean-Claude Ellena, der er husparfumør hos Hermès. Han er en flot mand på 64 år med en karismatisk og nærværende udstråling, og han er i en position, hans kollegaer kun kan misunde ham. Ikke alene har han frie hænder til at skabe det, han er bedst til, han har også de mest misundelsesværdige omgivelser for sit daglige arbejde.

 

Da vi alle er ankommet, bliver vi først vis rundt på hans arbejdsplads, mens han fortæller om, hvordan han arbejder. At skabe parfumer er først og fremmest en intellektuel proces, og man kan bedst beskrive ham som en intellektuel håndværker.

 

Ellena-grasse
Jean-Claude Ellena ved sit arbejdsbord. 


Det hele starter med, at han har hovedet fuldt af følelser og indtryk, der igen og igen bliver omsat til kemiske formler, indtil en af dem vækker genklang og modsvarer den komplekse ide, han har i sit hoved. Resultatet beskriver han selv som et haiku digt, hvor alle overflødige ord er skåret væk og kun essensen står tilbage.

 

”Det er en meget kompleks proces. Jeg forsøger ikke at reproducere, det jeg dufter. Jeg forsøger at skabe noget unikt og anderledes eller what ever… Det er vigtigt at glemme det allerførste indtryk af en ny duft, ellers kommer du til at fortælle en endimensionel historie, og det er der ikke noget nyt ved. Du er nødt til at undersøge følelsen og finde ud af, hvad du vil gøre med den. Resultatet er ikke umiddelbart forbundet med det første indtryk, men imellem det og slutresultatet har der udviklet sig en mental konstruktion som er lig med den ny parfume,” fortæller han dagen efter under et interview på tomandshånd på terrassen.

 

EllenaRoom

Ellenasjakke2

EllenaStairs


Men denne aften er der middag i det store lokale på 1. sal. Da vi kommer derop er mørket faldet på, og lysene sitrer i luften ned mod kysten, hvor fuldmånen spejler sig i havet. Der er tændt stearinlys overalt, og der bliver serveret den mest udsøgte middag, man overhovedet kan forestille sig.

 

På et tidspunkt kommer nogle musikere og to sangerinder ind. Hovedingediensen i Hermés nye duft Santal Massoïa kommer fra det indonesiske massioatræ, og derfor er de hentet ind fra Indonesien for at understrege stemningen af det ny medlem i Hermessence serien.

 

Aftenen bliver sluttet af på terrassen med kaffe og cognac, og da vi bliver kørt hjem til vores hotel er der ikke plads til at rumme flere smukke indtryk, der ligger som boblende champagne ud over alle sanser.


EllenaPerfumer

 

FAKTA OM JEAN-CLAUDE ELLENA

Han er født i 1947 i Grasse. Hans far var parfumør, og det er datteren Céline og broren Bernard også. Han har arbejdet for forskellige store parfumehuse, og blev i 2004 ansat som Hermès husparfumør. Udover hele Hermessence serien, som den nye duft Santal Massoia er en del af, har han skabt herreduften Terre d’Hermès, der er blevet en stor succes og lavede i 2007 en variation over den berømte Calèche fra 1961, der fik navnet Kelly Calèche.

 

Hans første duft som professional parfumør var for Sisley, som han har lavet Eau de Campagne for i 1974. Derudover har han bla. lavet dufte for Bulgari, Van Cleef & Arpels, Cartier, Yves Saint Laurent, Armani, Balenciaga, The Different Company og Frederic Malle.

 

Hans store forbillede er Edmond Roudnitska, der har været med til at etablere Diors succes med bla. Eau Sauvage, Diorella, Diorama og Diorissimo. Han har også arbejdet for Rochas, Hermès, Elizabeth Arden og Valentino og skrevet adskillige bøger.

 

 

 

AddThis Social Bookmark Button