Sej supermodel
INSIDER INFO 5. oktober 2011 Den smukke model Bar Rafaeli er blevet ansigt for Escada. Hun var til stede, da den nye duft Especially blev lanceret i Berlin. Det var vi også.
Af Kitt Andersen
Parfume, glamour og dyre modeller hænger meget ofte sammen. En af dem, der har indgået en af de meget eftertragtede kontrakter, er israelske Bar Rafaeli, der her er fotograferet sammen med Escada CEO Bruno Seltzer ved lanceringen af Escads nye rosenduft Especially i Berlin.
Hun kom, hun spiste en treretters menu med pressen og diverse pinger, hun minglede. Og hun så selvfølgelig lige så skøn ud, som man kunne forvente.
Har du ikke helt fingeren på pulsen, hvad angår supermodellerne, så er hun mindst lige så kendt for at være Leonardo di Caprios ekskæreste – to gange. Før eventen i Berlin i maj måned, var de netop gået fra hinanden igen, og denne gang skulle det dog være ganske vist, at det ikke er de to, der skal have børn sammen, selv om de begge har givet udtryk for, at det er noget, de begge gerne vil – men tilsyneladende ikke med hinanden.

Som sagt var det Escadas nye duft Especially, der var anledningen til det særlige møde. Det tyske brand er gået offensivt ind i kampen for at generobre status og kunder, og det taler absolut til deres fordel, at de ikke er blege for, at vælge en kvinde som Bar Rafaeli til at repræsenteret det ellers meget konservative brand.
Bar Rafaeli har ikke altid været lige heldig med sine udtalelser i pressen, og ydermere har hun vækket både harme og vrede blandt mere ortodokse jøder, da hun var kærester med di Caprio, og der var udsigt til, at hun måske ville gå hen og få børn med en, der ikke har rødder i den jødiske kultur.
Men hun virker også som en meget sund og naturlige pige med ekstraordinært gode gener. Og det er også det mere naturlige og afslappede udtryk Escada er gået efter i deres kampagne. Selvfølgelig er alt iscenesat ned til mindste detalje, men beskeden til Bar Rafaeli var: Vær dig selv.

"Vi var i LA og det regnede, den dag vi skød. Men det var en magisk dag. Jeg følte mig som en prinsesse i en magisk have. Det var kulminationen af mine drømme, at skulle gøre en ting, der udelukkende handler om mig. At jeg skulle være smilende, grinende og piget, tillidsfuld og legesyg – ligesom duften. Ryste håret, smile, plukke roser. Det var lidt som et eventyr. Fotografen sagde basically: "Be yourself. Move and do your thing", fortalte hun dagen efter under et interview.
Og det interview samt et større portræt kan du snart læse i et dansk magasin.
|