Hvad er det med La Mer?

En god historie koster penge. Og La Mers er bedre end de fleste. Eksotiske indgredienser og specielle produktionsmetoder vejer også tungt på budgettet. Men nogle kører i Porsche, hvor andre vælger Skoda. Mange foretrækker stole fra Ikea fremfor desingermøbler fra Brd. Friis, og La Mer har en meget trofast kundeskare, der ikke kunne drømme om at skifte til et andet brand. Gør de det alligevel, vender en del tilbage i folden efter deres svinkeærinder.

Men står indholdet mål med de 1.700 kr. en krukke creme løber op i? Svært at have en mening om. Det forholder sig jo ikke sådan, at man får fremlagt et regnskab for omkostninger, hvis man skulle bede om det. Eneste parameter er, om du kan lide cremen eller ej. Virker den for dig eller gør den ikke. Hvis du føler dig snydt er det klart, at cremen er for dyr. Men kan du lide konceptet og virkningen og føler du, at du svøber dig i en haute couture kjole, når du bruger cremen – jamen, så er der jo ikke så meget at tale om.

Alting kan ikke gøres op i kroner og og ører, og for mit eget vedkommende elsker jeg at blive forført af gode historier, lækkert design og ferm markedsføring. Mit problem i forhold til La Mer er bare, at historien om videnskabsmanden Max Huber, der får tredjegradsforbrændinger, har jeg det svært med.

Kort fortalt er historien, at Max Huber i 1953 var ansat hos en underleverandør til NASA, Rocketdyne, da noget gik galt i laboratoriet. Drevet af sin forfængelighed og sandsynligvis også videnskabelig nysgerrighed, eksperimenterede han gennem 12 år med lyd, lys og alger og en helt særlig gæringsproces, der i 1965 resulterede i den første krukke creme.

Max Huber kom af med sine ar, og efter at have introduceret cremen til familie og venner, begyndte han at sælge den i Saks Fifth Avenue i New York. Cremen kunne ikke produceres i så store mængder, og det siges, at den blev revet væk, når den endelig dukkede op i stormagasinet.

Også Estée Lauders interesse var vakt, og firmaet forsøgte forgæves at købe rettighederne til cremen af Max Huber. Først efter hans død i 1991, lykkedes det i 1994 for Estée Lauder at få kultcremen i hus, da Hubers datter, Marley, solgte den. Sådan lyder historien.

En ting er produktionen af hovedindgrediensen the Miracle Broth, der fremstilles ved brug af gæring og af lys- og lydbølger. Spændende. En anden ting er Hubers besættelse af gennem 12 år at ville producere en creme. Sært.

Der findes ikke billeder af Max Huber før eller efter forbrændinger, og historien kan ikke rigtig verificeres. Der er sandsynligvis elementer undervejs, der er rigtige, men den samlede historie giver rynker i panden.

Jeg ville gerne tilskrive Estée Lauders tidligere dr. Daniel Maes, der var chef for Research & Development indtil 2009, at have en finger med i spillet. Men på den anden side er det også for usandsynligt.

MEN – uanset den uldne historie, så er jeg fortsat fan af den klassiske La Mer creme i den hvide krukke. Jeg elsker duften og den fede creme, der skal varmes mellem fingrene før den smøres i ansigtet. Nogle sammenligner den med Nivea. Fint med mig. Det samme gælder øjencremen, der var den første jeg prøvede, der ikke kravlede op og sved i øjnene.  Siden er der kommet andre til, men den første er jo altid noget særligt.

Og nu lancerer La Mer så en radiant Serum, der koster 1.80 kr. i Magasin.

The Miracle Broth

Da Estée Lauder købte Creme de la Mer i 1994 af Max Hubers datter, Marley, blev Andrew Bevacqua, der nu er forsknings- og udviklingsleder på Max Huber Research Labs i USA, sat til at rekonstruere vidundercremen:

»Oh Boy, da hun begyndte at fortælle mig om, at Max Huber havde brugt lyd- og lysbølger og denne her specielle gæringsproces, blev jeg meget fascineret. Han havde lavet meget få noter, men havde videregivet opskriften mundtligt til sin datter. Nogle ting var ret mystiske, på grænsen til det mærkelige, og det tog mig nogle år at forstå processen. Jeg var f.eks. ikke opmærksom på, at lydbølger kan forårsage kemiske reaktioner. Men i dag følger vi nøjagtig det, jeg lærte af datteren Marley dengang,« fortæller Andrew Bevacqua.

Algerne, der bruges, bliver kun høstet ét sted i verden to gange om året ud for den sydcaliforniske kyst. Forår og sommer er planterne helt spæde og den kemiske sammensætning perfekt. Dykkere håndplukker dem, og de flyves til New York, hvor de sættes til at gære med de øvrige ingredienser, mens de endnu er friske. I tre-fire måneder bliver de hver dag udsat for lyd- og lysbølger et par timer om dagen. Resultatet er den substans, der kaldes Miracle Broth, der tilsættes selve cremen i små mængder. Til sidst fyldes cremen på krukker i hånden, mens den endnu er varm.

Kilde: Andrew Bevacqua 2006