En pink succes – del 2

.

En pink succes – 2. afsnit

.

For 100 år siden lærte Elizabeth Arden·kvinder at bruge makeup, og hendes bedste veninde – og måske største kærlighed – var en lesbisk kulturpersonlighed, der introducerede hende til det borgerskab, hun beundrede. Men hun var også en benhård forretningskvinde, der havdesvært ved at styre temperamentet og fyrede folk for et godt ord.

.

Af Kitt Andersen 25. oktober 2010

.

Læs første afsnit her

Men det var ikke kun Tommy Jenkins Lewis, der havde interesser, der gik ud over de ægteskabelige konventioner. I midten af 20erne blev Elizabeth Arden introduceret for Elisabeth Marbury, som hun kastede sin kærlighed på, hvad enten den forblev platonisk eller udmøntede sig seksuelt. Det melder historien ikke noge om.

Elisabeth Marbury kaldet Bessie var åbenlyst lesbisk og Ardens diamentrale modsætning. Hun omgav sig med tidens kulturpersonligheder, der bla. talte Sarah Bernhardt, Nöel Coward, Oscar Wilde, Eleanor Roosevelt, George Gershwin, Groucho Marx og Charlie Chaplin.

Elisabeth Arden var republikaner, ultrafeminin og sund og gik op i skønhed og mode. Bessie var dybt engageret i litteratur og politik og lavdede flere indsamlinger til fordel for demokraterne. Desuden var hun ovevægtig og ikke særlig mobil.

Hun var også engagereret i kvinders rettigheder, der overhovedet ikke interesserede Elizabeth Arden til trods for, at hun betalte sine ansatte en god løn og i 1912 deltog i en march for stemmeret, hvor kvinderne var klædt i hvidt og bar læbestift for at demonstrere uafhængighed. Den slags var på det tidspunkt ellers kun forbeholdt letlevende kvinder og var forbundet med sex og synd.

Men udover at modsætninger kan udøve en magnetisk tiltrækning på hinanden, så afholdt Bessie sammen med den succesrige designer og kæreste Elsie de Wolfe saloner, der altid var velbesøgt af velrennomerede europæiske og amerikanske forfattere og andre prominente gæster med indflydelse i det amerikanske samfund.

For Elizabeth Arden var denne mulighed for at komme tæt på den klasse, hun ikke selv var født ind i, men attråede af hele sit hjerte, endnu en kvalitet, der gjorde Bessie interessant. Og Bessie savnede sandsynligvis selskab efter, at Elsie de Wolfe havde forladt hende til fordel for et “marriage blanc” (ægteskab der ikke involverer sex) med en britisk aristokrat.

Men de var også begge succesrige og benhårde forretningskvinder, der med hver deres tilgang var med til at præge udviklingen, når det handlede om kvinders rettigheder og selvstændighed.

Årene med Elisabeth Marbury var uden tvivl de bedste i Ardens liv. Bessie overtalte hende også til at købte et landsted ved siden af sit eget, som senere blev omdannet til Elizabeth Ardens første luksus kursted Maine Chance.

Hun tilbragte de fleste weekender der tæt på Bessie Marbury. Lewis foretrak at blive i New York sammen med broderen Willie og gøre det de med biografiens forfatter Lindy Woodheads ord holdt mest af at være: Men behaving badly. Men Arden var både bange for mørket og hadede at være alene, så huset var altid fyldt med gæster.

Da Bessie døede i 1933, samme år som skilsmissen fra Lewis blev en realitet, var Elizabeth Arden tynget af sorg. Hun havde mistet sin bedste ven, rådgiver og lærer.

Kort efter Bessies død afholdt hun to indsamlinger til fordel for demokraterne, men vendte i 1936 tilbage til sit republikanske udgangspunkt.
Under valgkampagnen i 1952 er hun ovenikøbet citeret for til sine gæster at skulle have sagt: “I kan ikke stemme på Stevenson (demokrat), han er homoseksuel”.

Hun prøvede også at opfylde et af Bessies ønsker om at omdanne landstedet Lakeside Farm til et fristed for udearbejdende kvinder. Alt var blevet testamenteret til Elsie de Wolfe, som hun inden sin død var kommet på talefod med igen. Men Elsie formåede ikke at realisere ønsket.

Det blev Arden, der forsøgte at stable et økonomisk holdbart projekt på benene, men hendes tålmodighed slap op, og hun besluttede selv at købe ejendommen af Elsie og forære den til American Women’s Association i håb om, at den gestus ville få tingene på gled. Men ingen udover Eleanor Roosevelt ville skyde penge i projektet, og det endte med, at Elizabeth Arden købte Lakeside Farm tilbage, som senere blev en del af kurstedet.

Men én ting, der udtrykkeligt var blevet testamenteret til Elizabeth Arden var et guldarmbånd med navnet “Elisabeth” skrevet i diamanter. Elizabeth Arden bar det ofte, men efter Bessies død skiftede hun omgangskreds, og de fleste har sandsynligvis formodet, at armbåndet var et minde fra det forliste ægteskab eller hendes eget køb. At forestille sig, at det havde tilhørt hendes lesbiske veninde var alligevel for moderne i 1930erne.

Selv om hun hyldede et drømmebillede af, hvordan kvinder skulle opføre sig og hvordan et ægteskab burde være, var hunikke selv den, der levede sig ind i den romantiske kliché. Med sin forkærlighed for pink og pæne manerer, har hun måske bildt sig selv ind, at det var det, hun gjorde.

Men forholdet til Bessie og hendes eget eminente forretningstalent, hvor hun som en af de første forstod, hvad markedsføring og emballage betød for branding, tegner et helt andet billede.

Hun lod bla. forstå overfor sine overordnede ledere, at hun misbilligede ægteskab. Hun så helst, at ungkarlene både kunne fungere som ledsagere, når hendes mand Tommy Lewis var ude en af sine turnéer, og at de kunne blive sendt på forretningsrejse med kort varsel uden en kone til at beklage sig over situationen. Det standpunkt blev yderligere skærpet efter skilsmissen i 1933.

Hendes temperament og personaleforbrug var også godt stof allerede i 1946, hvor Time Magazine lavede en længere artikel om hendes store lidenskab: Væddeløbsheste. Her citeres hun for at sige: “Jeg vil kun have mennesker omkring mig, der kan gøre det umulige”.

Og det gjaldt også for de trænere og jockyer, hun ansatte – og fyrede. Hun kom altid hen til saddelpladsen før et løb og sagde til jockeyen: “Kom op foran og go, go go.” Lykkedes det ikke, var det alle andres skyld – aldrig hestens.

Hun blev heller ikke mildere med alderen. Tværtimod lykkedes det hende i en alder af 80 år i frustration over sit dårlige helbred at fyre tre trænere, to stuepiger og to sekretærer på tre måneder.

De, der formåede at tækkes Ardens luner, valgte ofte en strategi, hvor de gav deres arbejdsgiver ret – med udførte arbejdet på deres egen måde. En af dem var træneren Silent Tom. Så længe det ikke havde indflydelse på hestenes ydeevne, lod han hende gøre, hvad hun ville.

Da hun bad ham om, at skaffe dem af med en bestemt hest, sagde han: ja – på et tidspunkt. Når hun kom med Ardens øjensalve og Eight Hour cream til deres skræmmer, brugte Tom det. Det kunne jo ikke skade hesten. Han bekræftede også, at det kløver som hun sendte fra sit stutteri i Maine var rigtig godt til trods for, at han smed det ud, fordi det havde været for varmt under transporten og var blevet dårligt.

“Jeg prøver ikke at såre hendes følelser og alligevel gøre tingene på min måde,” er han i Time Magazine citeret for at sige.

En anden kvalitet, der også gav adgang til at udtrykke uenighed med Arden, var at være nærmest ufejlbarlig i jobbet. Med stor succes for firmaet ansatte hun i 60erne den italienske makeupartist Pablo Manzoni, men han delte ikke hendes utrættelige passion for pink, som der efterhånden eksisterede over 100 nuancer af. I en ophedet diskussion om farver til en ny kollektion gik han så vidt som til at sige: “Pink – stink”, hvilket han slap fra.

Hun holdt arbejdtempoet oppe til det sidste og nægtede at acceptere, at hun skulle dø. Da Stanley Marcus, ejeren af stormagasinet Nieman Marcus i New York, formastede sig til meget diplomatisk at spørge til hendes fremtidsplaner, blev han med sine egne ord mødt med “isnende tavshed”:

“Døden var et emne Elizabeth Arden nægtede at forholde sig til, og alle referencer blev mødt med isnende tavshed. Jeg er sikker på, at hun var overbevist om, at hun aldrig ville dø, men blot overgå til en Blue Grass-duftende himmel salvet i Eight Hour Cream”.

Da hun omsider døede i 1966, 85 år gammel, efterlod hun sig ingen børn, men en gigantisk skattegæld på 35 millioner dollar. Der var dog masser af aktiver i boet, og i 1970 købte Eli Lilly Elizabeth Arden for 38,5 millioner dollar.

På et tidspunkt var det store multinationale firma Unilever ind over, men i 2001 blev firmaet købt at FFI, der skiftede navn til Elizabeth Arden.

Firmaet er i dag børsnoteret og ledes af Miami-drengen Scott Beattie, der sammen med Catherine Zeta-Jones, der har aktier i forretningen, sørger for at pleje image og strategi.

I midten af 2009 meldte Scott Beattie ud, at over en femårig periode er det målet at gå fra at være en 600 millioner dollar forretning til at runde milliarden.

Det skal bla. ske ved at skære ned på dufte og fokusere mere på hudpleje og makeup. Og dermed er 100-års jubilæet med til at slutte en ring, der startede for 100 år siden, da Arden åbnede sin første forretning. Dengang som nu var det hudplejen og makeuppen, der var i fokus, og Elizabeth Ardens egne ord synes stadig at være mottoet for forretningen: “Det, der kun koster én dollar, er ikke værd at eje”.

STJERNEPRODUKTER
Elizabeth Arden har skabt nogle klassikere, der som få i skønhedsindustrien har formået at overleve og tilføjet nye, der har potentiale til at opnå samme status.

1930 Eight Hour Cream introduceres. Basisproduktet eksisterer stadig, men linjen er blevet udvidet og er forsat en stor salgssucces.

1934 Blue Grass duften kommer på markedet, og relanceres i 1989, hvor også den populære Red Door dukker op. Navnet er inspireret af den røde dør, der er kendtetegnet for Ardens beautysaloner.

1990 Ceramide er en hudplejeserie, der især er kendt for sine små antiagekapsler, der indeholder en slags olie, der giver fugt og støtter kollagenproduktionen.

2005 Prevage er udviklet i samarbejde med Allergan, der er fimaet bag botox. Baseret på den meget effektive antioxidant idebenone og med en solfaktor 30 i det nyeste produkt, der lanceres i maj, er det en serie Arden satser stort på i 2010.

ELIZABETH ARDEN
Barndom: Som tre af sine nærmeste konkurrenter, Chanel, Rubinstein og Lauder, er hun indbegrebet af den amerikanske drøm. Ingen af dem blev født ind i den sociale klasse, de alle fire endte med at blive en del af. Florence Nightingale Graham kommer til verden i den lille by Woodbridge i Canada i 1881 som en ud af fem børn. Moderen dør af tuberkulose, da hun er fire år.

Første ægteskab: Hun flytter til New York i 1907 og får arbejde i en skønhedssalon med et velhavende klientel. I 1910 åbner hun sin egen forretning, og i 1915 bliver hun amerikansk statsborger, da hun gifter sig med Tommy Jenkins Lewis.

Andet ægteskab: I 1942 gifter hun sig som ærkerivalen Helena Rubinstein med en russisk “prins”. Det var i hvert fald, hvad hun troede. Som Lindy Woodhead beskriver det, skulle Michael Evlanoff have haft en nobelpris i at lyve. Umiddelbart levede han op til Ardens romantiske drømme, men udover at være galant og god til at danse, havde han hverken den titel eller indkomst, han hævdede. Historien fortæller, at han på bryllupsrejsen afslørede sin homoseksualitet ved at invitere en af sine mandlige venner. Ydermere forsøgte han senere at udstikke ordre, og der faldt hammeren. 11 måneder varede ægteskabet.

Firmaet i dag: Elizabeth Arden er børsnoteret på Nasdaq i New York. Den nuværende bestyrelsesformand og administrerende direktør Scott Beattie har været med til at modernisere brandet Elizabeth Arden ved bla. at vælge Catherine Zeta-Jones som talsperson. Men han er også manden bag lanceringen af bla. Britney Spears duftene, der, til trods for popstjernes turbulente live de seneste par år, har været en stor succes. Andre mærker i Arden-familien er bla. Hillary Duff, Danielle Steele og Mariah Carey. Men også den allerførste celebrityduft, der for alvor slog igennem, er med i porteføljen. Det er Elizabeth Taylors “White Diamonds”, der blev lanceret i 1991, og som fortsat er en stor salgssucces. Senest har Arden indgået en aftale med den den italienske designer Alberta Ferretti om en duft.

ARDEN CITATER
Every woman has the right to be beautiful.
Repetition makes reputation and reputation makes customers.
I'm not interested in age. People who tell me their age are silly. You're as old as you feel.
There's only one Elizabeth like me and that's the Queen.
I only want people around me who can do the impossible.
Dear, never forget one little point. It's my business. You just work here.
I pick good women, but I haven't had any luck with my men.
Treat a horse like a woman and a woman like a horse. And they'll both win for you.
Nothing that costs only a dollar is not worth having.